#7 månedsupdate: Min formue er steget med vanvittige 9% (!) i august
Så gik der en måned mere.
Og på investeringsfronten har det været en… ja, fuldstændig vanvittig måned.
Snebolden er i den grad begyndt at rulle hos mig, og min formue er steget med hele 9% - drevet af et højt investeringsafkast i denne måned. Det er vildt.
Det er især kryptovaluta, men også S&P 500 har haft en god måned.
S&P 500 indekset rundede i sidste uge et afkast på 20% i år, hvilket er meget. Som investorer kan vi forvente et gennemsnitligt afkast på 10% årligt. Forudsat du selvfølgelig investerer efter fisker’s investeringers forskrifter (fisker’s investeringers forskrifter, prøv at sig det fem gange hurtigt).
På det personlige plan har jeg haft en dejlig måned. Vi har haft travlt (sådan rigtig travlt) på arbejdet, og gør alt hvad vi kan, for at få vores nye projekt, Øens Have, på Refshaleøen til at lykkes.
Jeg har lagt sidste hånd på et meget konkret indlæg om, hvordan du kan spare en hel del penge uden at gøre noget anerledes. Faktisk millioner af kroner. Det udkommer indenfor den næste uges tid vil jeg skyde på.
Cliffhanger.
Og ellers vil jeg stadig ritti’ gerne igang med at lave videoer om investering.
Jeg lider lidt af paralysis by analysis (eller perfection paralysis). Forhåbentlig kommer der noget indenfor de næste par måneder. Og forhåbentlig bliver det taget godt imod!
Nå.. men hvordan er det gået på markederne?
Som sædvanlig har jeg lavet et overblik herunder over, hvordan det er gået på det amerikanske S&P 500 indeks, verdensindekset MSCI World og det danske OMX C25 indeks.
Det har været endnu en grøn måned på alle markederne. Og som nævnt tidligere er S&P 500 oppe med over 21% for året. Sgu. Det er vildt. Og faktisk har indekset ikke haft et set-back på over 5% i løbet af året.
Mine investeringer er steget med hele 11% i juli, og er samlet oppe 41% for året.
Det har jeg ret svært ved at fatte. Det her kan meget vel blive mit bedste år nogensinde som investor, så det er med at nyde det.
Jeg er næsten udelukkende investeret i S&P 500 og MSCI World - jeg har så også lidt kryptovaluta, som har klaret sig ekstra godt i august, og trækker mig markant op over markedsafkastet for måneden.
Min opsparingsrate for august måned er 50%.
Endnu en flot opsparingsrate for august.
50% er noget af det maksimale, jeg kan spare op - medmindre jeg begynder at tjene nogen flere penge. Hvilket ikke rigtig ligger i mine fremtidsudsigter i øjeblikket.
Og så synes jeg det er tid til vi igen skal se nærmere på en rigtig interessant graf.
Det er en graf over mit forbrug siden januar 2017 og den orange streg viser min nuværende potentielle passive indkomst. Det er regnet som 6% af mine samlede investeringer.
Som jeg også tidligere har skrevet, så kan man trække en vis procentdel ud af sine investeringer hver måned uden nogensinde at løbe tør for penge. Det simple regnestykke er, at da aktiemarkedet jo stiger 10% om året, så kan man hive nogen procent ud om året og aldrig løbe tør for penge. Normalt bruger man 4%-reglen her, men det mener jeg er for konservativt. Hvert fald for mig.
Det interessante ved grafen er, at når linjerne på et tidspunkt krydser, så betyder det, at min passive indtægt fra mine investeringer dækker mit månedlige forbrug. Dermed er jeg økonomisk uafhængig. Og det er jeg, fordi jeg så hvert år, i resten af mine dage, vil kunne trække 6% ud af mine samlede investeringer - uden nogensinde at løbe tør for penge.
Læg mærke til, hvor stærkt det er gået for mig. I januar 2017 blev 17% af mit forbrug dækket af mine passive indtægter fra mine investeringer.
Her 4,5 år efter, så bliver hele 77% af mit forbrug dækket af mine passive indtæger fra mine investeringer.
Allerede nu vil jeg kunne gå ned på 5-10 timer om ugen, fordi mine passive indtægter fra mine investeringer kan supplere min løn op, så mit forbrug bliver dækket.
Resten af mit liv.
Det giver en kæmpe frihed hos mig.
Her er mine tal for måneden:
Opsparingsrate: 50%
Investeringsafkast: 11%
Formueudvikling: 9%
Procent økonomisk uafhængig: 77% (med nuværende udgiftsniveau)
Tal for fisker’s investeringer:
Sidevisninger: 2.892 sidevisninger (oppe fra 1.684 i sidste måned)
Besøg: 1.201 brugere (oppe fra 682 i sidste måned)
Udgifter til siden: 125,- kr
Organiske indtægter fra siden: 0,- kr
Det mest læste indlæg fra måneden er indlægget om reglen, der giver dig penge nok til resten af dit liv uden, du behøver at arbejde.
Det har været en super måned.
Lad os krydse fingre for, at september bliver bare halvt så god.
Jeg er meget interesseret i at få feedback på de her månedsopdateringer, hvis du sidder og savner noget. Er der noget, du godt kunne tænke dig, jeg uddyber? Hvad er interessant for dig? Smid mig en mail eller tag fat i mig.
Og så er jeg meget interesseret i at høre, hvordan din måned er gået? Lad mig høre i en kommentar nedenunder.